På tur gennem setesdalheiene



På tur over byglandsfjorden



Så kom vi til Dalen, stop 2 på turen, men det holdt hårdt, udover at jeg vidste at etappen ville bliv lang, så havde jeg dog ikke regnet med at den skulle blive så langstrakt som det den blev, hele 11 døgn brugte vi, og det skal siges at dagens bad (det første på 11 døgn) gjorde godt. Vi havde lagt op til 2 dage med Kano modstrøms i byglandsfjorden, for derefter t tage os frem til fods over setedalsheiene som er et ganske stort og relativt øde område i det sydvestlige Telemark. Da de få veje som gik ind igennem tærrenet endte blindt og alle gik øst-vest var der ikke megen hjelp der.



Dagens første mindstemåler, men godt smakte den!

 Derfor blev det til 90 km igennem vej og stiløst landskab som vekslede imellem sump og fjelltoppe.
Selve kanoturen fra Evje til Åraksbø byglandsfjorden var en flot oplevelse, med mange fisk og en fin afveksling fra at gå, grunden til at vi valgte kano var at eneste farbare vej nordover går langs med fjorden og hedder A9, hvilket betyder at det er en hovedfærdselsåre og dermed ikke fin at gå på med hund. Dog lod bobo ikke til at nyde kanoturen så meget som mig, men når bølgerne blev for høje og sendte skvulp indover kanten på kanoen, lagde han sig ned og lod sikkert som om at han var et andet sted.

Vi brugte godt 2 døgn fra Evje i syd til Åraksbø i nord, hvor kanoen blev lagt på land og fødderne igen måtte på hårdt arbejde. Herfra gik vi ind til den sydlige del af setesdalheiene og slog lejr for natten hvor vejen sluttede.

Ingen sag at sove lidt længe når man vågner på sin
egen Ø med denne udsigt



Søndag morgen begyndte turens første strabadser, en ting er at tage sig frem i landet med kort og kompas, da er det utrolig let at sidde hjemme i varmen og slå streger på kortet, noget andet er når enkelte af de dalstrøg som måtte passeres primært bestod av sump og dermed bød på vadning til knæhøjde. Dette skyldes naturligvis at det fortsat er tidligt på året, og der fortsat står meget smeltevand igen i højden.



Når landskabet tillod det gik vi op på fjellrygge hvor det var tørt og godt at gå, men dette krævede naturligvis at man brugte den tid der skulle til for at klatre derop. Hele ugen befandt vi os i mellem 850 og 1100 meters højde, og det var klart at foråret langt fra var kommet så langt i højden. Mange steder måtte vi passere bælter med sne, og dagstemperaturen var da heller ikke mer end et par grader.
Nedbøren i denne højde på denne årstid var en kedelig blanding af sne, slud og hagl. Den ene hviledag vi tog deroppe var det rent held, da dagen vi hadve lagt os i en nødhytte bød på sne og tåge. Når sigten ikke er mere end 5-10 meter og sneen flader vandret pga vind, da er det bare dumdristigt at begive sig ud på tur hvor man går langs fjellryggen (toppen af fjellet) hvor det ofte er lodrette fald ned som det kan være vanskeligt at se, også selv om man har dem på kortet.






Bobofossen /Bobo falls



Her har hr bæver haft tralvt, ofter kom vi over bæverspor.



Her skulle der egentlig være en stor sø
men et slipsedyr i Oslo har solgt vandet som strøm.

Ofte var dagene tunge på grund af det fugtige føre, og man skulle ikke regne med at komme mere end 8-10 km på en hel dag da kortet konstant måtte konsulteres for at finde bedste rute og ikke gå sig fast. Nogen steder var det åpen sump, andre steder kunne man have brugt en machete for at hugge sig igennem et tæt krat av småvokst birk. Men Vi var dog også heldige en gang imellem og fandt et dyrespor (sti i skoven lavet af dyr) som vi kunne følge en stund.

Udover at dagene kunne være ekstremt tunge og lange både fysisk og mentalt, så fik vi da også betalt for arbejdet ved at finde steder som kun er forundt de som gider at gå flere dage for at se. Blandt andet kom vi over en foss (vandfald) som ikke var mærket af på kortet som vandfald, men bare som et gennemløb mellem to søer. Stedet blev omgående døbt ”Bobofossen” og dette blev fejret behørigt med congac og hundekiks.

Værre var det da vi senere indså at vi måtte krydse fossen, hvilket blev en ganske kold oplevelse i og med at strædet var godt 25 meter bredt med vanddybde til godt over brystet og bestod af strømmende smeltevand som ikke just er kendt for sin behagelige temperatur.


Snevejr i højden..

 Vi fandt et egnet sted et stykke oppe fra fossen, her var strømmen jevn og et sving i landskabet gav ekstra sikkerthed for at komme i land, således stod vi ud, jeg i adamsdragt med rygsekken surret ind i regnfrakken i den ene hånd og Bobo i den anden hånd.



En mus i farten, denne fik bobo dog gjort til kviklunsj
kort efter billedet blev taget.

 Vi kom dog over med alle ting mer eller mindre tørre og kom hurtigt i tøjet og fik varmen i kroppen igen. 

Efter 8 døgn i et tærren som kunne få selv Ole Henriksen til at blive negativt ladet, var det med glæde at vi kom os ud af den sidste dal og kunne se ned på vejen som skulle lede os de sidste 30 km ind til Dalen hvor jeg sidder nu.

Efter så mange døgn uden at se et mennekse, og uden dagligdagens luksus sætter det en ind i et helt andet stadie. Tiden blive en anden, og selv enkle ting kan udløse stor glæde. Jeg tror det er sundt for os alle at komme ud på en sådan tur for derved at sætte pris på hvor godt og mageligt vi egentlig har det i hverdagens tommerum.  Bare smagen af COOPs den billige biksemad er guddommelig efter en uge med sumpvand som drikke, og middagen bestående af ris med birkeblade og skamstegt ørred.



Kortet studeres i lysets skær på nutevasskoia.

 Jeg tror at selv Bobo sætter pris på det kødben der nu venter ham efter flere dage med en diet af ris, fisk og frikfanget lemmen (lemmen er en mus/hamsterligenende gnaver der lever i fjellet).  Faktisk viste Bobo store evner som lemmen og musefanger på turen. Ofte snappede han med sig en lemmen i farten. Dog hendte det at de stakkels mellemmåltider værgede for sig, hvilket bobos tunge vidner om.
Når det gælder det at være på tur så længe med en hund som eneste selskab, så gør det noget med ens offattelse af dyr. Bobo er ikke længere bare en hjælper for mig, men min bedste ven og støtte på turen, vi kender efterhånden hinanden ud og ind. Jeg ser let på ham hvis han ikke har dagen, og jeg indbilder mig at han også mærker det når jeg har mine dage hvor skyerne hænger lavt.





På tur langs fjellryggen

 Nu sidder vi så her i Dalen, og har på turen ned fra fjellet givet fra os 1000 højdemeter som vi ellers har svedt meget for at hente ind siden starten ved Lindesnes. Vejen ned til dalen går ganske brat og i en række hårnåle sving, som udover at åbne op for en fantastisk udsigt over vandet Bandak, også gav os en overgang fra tidligt forår, til sommer på bare en lille time. Kølig vind og hagl er nu afløst af temperaturen på den gode side af 10 grader, grønt græs og mild sommerregn.  Men det skal ikke vare længe da vi skal tilbage til højden og hardangervidda hvor vintern først nu er begyndt at slippe sit greb om landet.  Dog må vi først få ordnet et par ting. Bobo har en gammel skade i den ene ben som nu og da bryder op og gør ham halt. Samtidig har jeg et knæ som ikke altid er helt smertefrit. Bobo og jeg har valgt at kalde det for Gammel fed taber knæ syndrom.



Dette må vi får ordnet op i før vi kan fortsætte, så derfor må vi opsøge en lokal kvaksalver som kan stikke nogen nåle i os eller et eller andet.

Samtidig ber vi vejrguderne og sommervejr da dagene siden vi startet primært har bestået af enten regn hele dagen eller byger på de gode dage. Lidt sol skulle gøre godt!

Next stop. Geilo.  

Flere billdeder herunder.







Bobo nyder udsigten.




Sådan så benene ud bare 5 min efter start på dagens
forflytning.. lidt om hva som er i vente..




Mit hjem det meste af tiden.




På vej ned til Dalen, en flot tur med Bandak vannet i baggrunden













Starten gik og første etappe er gennemført.

Det er nu 6 dage siden jeg satte mig på toget til Kristiansand og derfra med bus og taxi til lindensnes fyr som er er sydligste fastlandspunkt i Norge. Vel fremme ved fyret blev jeg og bobo lukket gratis ind på området og blev til og med bedt på kaffe hos fyrmesteren hvor vi kort fortalte om vores planer for de næste par måneder. Fyrmesteren tilbød os at overnatte i selve fyret eller i en af de gamle tysker bunkers fra krigen.  Dog virket bunkerskælderen lidt for klam og samtidig var det ikke så fristende at blive låst inde i fyrtårnet. Så vi valgte at slå teltet op på plænen neden for fyret og afventet derfra at fredag d. 13 kom og gik (lidt overtro må man ha).



Lejr på Norges sydsligste punkt.

Lørdag morgen vågnet vi til regnens taktfaste trommen på teltdugen, men iveren efter at komme igang var stor, og efter en kop morgenkaffe gik det afsted nordover. Halve dagen gik da med at vandre over selve lindesnes eller lidelsens næs som det hedder oversat fra gammelnorsk.

Søndag blev det en kort distance da vi stødte på ganske så uvejsomt tærren, det blev til godt 15 km denne dagen hvoraf de 10 gik igennem tæt skov og sump, noget som kræver ganske stor tålmodighed, da farten ikke er stor og der bliver meget zik zak mellem småsøer og krat. Et par ironiske gloser blev da også sendt i retning af Bobo som med stor lethed tog sig vej igennem det vanskelige tærren, med sin tungt lastede ejer som prustende kom masende gennem kratet bagved.

Mandag var en helt anden sag, her skød vi igen nordover i landet og kunne dermed nyde godt af landskabets konturer som for det meste er nord-syd gående. Sidst på aftenen kom vi frem til ytre Øynadvatnet som en en større indsø ved lakseelven Audna. Vi fandt en fin lille sandstrand hvor vi slog os til ro for natten. 

Her gik vi ganske langt langs bredden af flere søer.



Tirsdag den 17 maj var Norges nationaldag og Bobo blev da i anledningen iført traditionel norsk 17 maj knappenål på kløven. (kløv er norsk for en bæretaske for hunde). Denne dagen bød på strålende solskin men vejen var både tung og lang, da vi igen måtte skyde østover i landet og dermed forsere 2 elve og 2 op og nedstigninger. Samtidig følte vi os dog imiddelertidig i så god form at vi gik videre mod nord for at ligge os i position til at kunne ankomme checkpunkt 1 som er byen Evje om Onsdagen. Dog måtte vi da igen gå igennem sti og vejløst landskab, men denne gang kunne vi gå langs bredden af en række søer og dermed slippe for skovens lunefulde tærren. Vejen langs søerne var dog på ingen måde nogen dans på roser da vi flere steder måtte gå i vand eller mudder til godt op over anklerne.

Vi valgte at ta et kort stop og bare ligge os til at sove hvor vi var uden at slå lejr, dermed kunne vi stå opp sent på natten og fortsætte turen ned til Evje. Grunden til at vi valgte at gå sent på natten og tidligt på morgenen er den at vi skulle igennem et sumpområde med et stort virvar af små kanaler og søer som rummer en ganske stor bestand af bæver. Disse dyr er mest aktive aften, nat og tidlig morgen, så håpet var at få et glimt af en af disse. Samtidig havde vi fået nys om at det skulle blive regnvejr hele dagen, og vi valgte derfor at undgå besværet med at pakke lejr i regnvejr ved simpelthen ikke at slå lejr og hellere bare sove der vi stod og gå før regnen satte ind for fuldt.



Hvile på vejen langs elven Otra

 Bæveren undgik os imiddelertidig i denne omgang, men vi fik dog høre nogen store plask i fra bævere som var i fuld gang med sit tømmerhugger arbejde længere inde i sumpen.

Vi ankom Evje midt på onsdagen efter en flot tur langs elven Otra, dog er jeg sikker på at udsigten her havde været helt fantastisk om det ikke havde været for regntunge skyer som skjulte de bratte bjergsider i en mystisk tåge.



Sol på mit ansigt, ild i piben, hunden liger og fiser i lyngen
bag mig. Livet er herlig!



Vi skal nu fylde på med forsyninger her i Evje før turen går videre nordover mod Dalen som er næste checkpunkt på turen. Ud fra min logbog har vi så langt tilbagelagt ca 120 km siden start. Ikke meget, men nu er vi jo også lige begyndt.

Som en bemærkning må jeg bare nævne at min gode turkammerat Bobo virkelig imponerer. Han arbejder dagen lang men kløven på ryggen uden at klage og hans humør er bare top. En virkelig god motivator når ejeren langsomt slider sig over de sidste bakker. Han går da oftest 10 meter længere fremme for så at stoppe og se tilbage på mig, som om han siger ”kom så gammelfar” Når jeg så kommer frem til ham tager han 10 meter til og gør samme manøvre igen.

Det er klart at man gør sig sine tanker når man godt kørt slider sig over endnu et bakkedrag eller ligger træt i teltet om aftenen. Det er da at det virkelig går op for en hvor lang en tur det er vi skal ud på, og hvor mange udfordringer dette vil byde os. Men samtidig kan man ikke dvæle for meget ved fremtiden, og hellere bare fokusere på næste dag og næste bakketop eller sø i det fjerne.

Når alt kommer til alt er det en god grundfølelse som spreder sig i ens sind på en sådan tur. Som om at noget er helt rigtigt og at man endelig gør hvad man var skapt til. Det at befinde sig i, og bevæge sig i en så storslået natur som vi har her i Norge er noget helt særligt og selvom jeg ikke går rundt og smiler hele dagen, så er det med stor tilfredshed at jeg lukker øjnene hver aften. Hvem gider forørigt at smile hele tiden?

Dette bringer mig til slut hen på et citat som jeg læste i en bog af den Norske forfatter og eventyrer Helge Ingstad her den anden aften. Noget som virkelig træffer på den livsnerve som enhver eventyrer har.

”Gud ved hvorfor jeg skal flygte, når jeg har alt. Og når jeg ved at denne længsel altid kommer til at jage mig. Men der er ingen som kan hjælpe mig, jeg har uroen i blodet, og jeg må videre, så det må gå sin gang.”

Med dette pragtfulde citat vil jeg afslutte denne første rejselog, på gensyn når jeg igen kommer en tur indenom samfundet.

Waaaouuuuuu!

Fødselsdag og de sidste detaljer.

I dag d. 11 maj fylder jeg 30 år, denne dato har jeg ventet på for det er idag at jeg offentliggør mine planer om denne rejse. Jeg har de sidste dage brugt tiden på at få de sidste småting på plads. Bobo og jeg gik en lille tur til en lokal sø hvor vi overnattede og brukte alt udstyret for at se at alt er som det skal være.

Jeg fik dog på denne tur også en forsmag på det som bliver det vanskeligste med turen. Fraværet fra mine to børn over længere tid.. Den bliver en fed kamel at skulle sluge, og det er det som vil gøre denne tur ekstrem. Kolde flodkrysninger, vabler og smerter i ryggen efter lage dagsmarsjer kan jeg overkomme, det er bare å bide tænderne sammen. Men den psykiske udfordring ved at være langt fra sine børn er en helt anden. Jeg er spændt på hvordan jeg vil takle det.

Ellers er der et par ting jeg må se efter ¨på turen igennem sydnorge, den ene er en stor konsentration af skovflåt som har en høj andel borelia i sig. Den anden er harepest som kan ramme både mennesker og hunde. Dette skyldes at det i år er gnaver år i Norge, og de ekstra mange gnavere vil øge faren for forurenet drikkevand i elve og bække. Derfor vil jeg koge vann på de første etapper.

Fredag morgen går turen med tog til Kristiansand, derfra bus til Mandal og det sidste stykke ud til Lindesnes fyr vil ske med taxa. Vi begynder derefter vandreturen nordover på Lørdag.

En af goderne ved en så langtur er opfedningen som sker i forkant. Jeg spiser konstant, og det går i fed mad, is, chokolade og diverse. Dette kommer jeg til at brænde af ganske hurtigt, da jeg i snit vil forbrænde 5500 kalorier på dag jeg er på farten. Derfor er det også vigtigt med en solid kost på turen, dog er der grænser for hvad jeg kan ha med på ryggen, så jeg vil benytte enhver mulighed til at få proteiner i mig, så biller, larver, lemen, fisk, og annet kravl jeg kommer over på vejen vil udgøre en mulighed til at fylde på tanken.

Kursen er sat!

Jeg har med vilje valgt at holde ruten nordover ganske åben for forandringer, men et par forsyningspunkter skal jeg dog indenom for at hente mad til min turkammerat Bobo. Bobo er en 6 år gammel Alaska Husky som jeg har overtaget fra en lokal slædehundekennel. Bobo er i topform og har et stærkt hoved, noget som er vigtigt på en så lang tur som den vi skal ud på.

Af punkter som jeg ved at jeg må indenom kan nævnes Dalen i telemark, Geilo, Røros og nogen flere. Resten af tiden vil vi tilbringe i vildmarken.

På kortet kan du se den foreløbelige tur. Vi skal blandt andet omkring Hardangervidda nationalpark, Jotumheimen og Norges højeste fjell, Dovrefjell nationalpark og Saltfjellet.

Før turen

Om ikke længe vil jeg legge ud på mit livs hidtil længste tur til fods, og i kan følge min tur på denne side. Jeg vil løbende opdatere med billeder og info fra turen alt afhængig af tilgang til internet og strøm. Jeg vil dog kun opsøge byer når jeg må handle hundefoder og lidt småforsyninger til mig selv, det meste af tiden vil jeg tilbringe i skogen og i fjellet langt fra folk og fra veje.

Eneste selskab vil være min hund og vildmarken, og det passer mig godt! Turen er over 2000 km lang og jeg regner med at det vil tage godt 3 måneder for mig at gå stykket fra Lindesnes til Nordkapp. Til sammenligning svarer det til en lille slendretur fra København til Rom, bortset fra at jeg vil oppleve mere uvejsomt tærren en det som man ellers vil kunne oppdrive på fastlands europa.

Jeg glæder mig til masse fred og ro, flotte naturoplevelser der næsten ikke lader sig beskrive, samt ro og fred med kaffekedlen over aftenbålet og vilde ørreder på panden. Jeg glæder mig til regn rusk og sne, til hårde dage hvor vablerne står i kø.. Jeg glæder mig til hele pakken og ikke mindst til at få ladet batterierne opp!