Starten gik og første etappe er gennemført.

Det er nu 6 dage siden jeg satte mig på toget til Kristiansand og derfra med bus og taxi til lindensnes fyr som er er sydligste fastlandspunkt i Norge. Vel fremme ved fyret blev jeg og bobo lukket gratis ind på området og blev til og med bedt på kaffe hos fyrmesteren hvor vi kort fortalte om vores planer for de næste par måneder. Fyrmesteren tilbød os at overnatte i selve fyret eller i en af de gamle tysker bunkers fra krigen.  Dog virket bunkerskælderen lidt for klam og samtidig var det ikke så fristende at blive låst inde i fyrtårnet. Så vi valgte at slå teltet op på plænen neden for fyret og afventet derfra at fredag d. 13 kom og gik (lidt overtro må man ha).



Lejr på Norges sydsligste punkt.

Lørdag morgen vågnet vi til regnens taktfaste trommen på teltdugen, men iveren efter at komme igang var stor, og efter en kop morgenkaffe gik det afsted nordover. Halve dagen gik da med at vandre over selve lindesnes eller lidelsens næs som det hedder oversat fra gammelnorsk.

Søndag blev det en kort distance da vi stødte på ganske så uvejsomt tærren, det blev til godt 15 km denne dagen hvoraf de 10 gik igennem tæt skov og sump, noget som kræver ganske stor tålmodighed, da farten ikke er stor og der bliver meget zik zak mellem småsøer og krat. Et par ironiske gloser blev da også sendt i retning af Bobo som med stor lethed tog sig vej igennem det vanskelige tærren, med sin tungt lastede ejer som prustende kom masende gennem kratet bagved.

Mandag var en helt anden sag, her skød vi igen nordover i landet og kunne dermed nyde godt af landskabets konturer som for det meste er nord-syd gående. Sidst på aftenen kom vi frem til ytre Øynadvatnet som en en større indsø ved lakseelven Audna. Vi fandt en fin lille sandstrand hvor vi slog os til ro for natten. 

Her gik vi ganske langt langs bredden af flere søer.



Tirsdag den 17 maj var Norges nationaldag og Bobo blev da i anledningen iført traditionel norsk 17 maj knappenål på kløven. (kløv er norsk for en bæretaske for hunde). Denne dagen bød på strålende solskin men vejen var både tung og lang, da vi igen måtte skyde østover i landet og dermed forsere 2 elve og 2 op og nedstigninger. Samtidig følte vi os dog imiddelertidig i så god form at vi gik videre mod nord for at ligge os i position til at kunne ankomme checkpunkt 1 som er byen Evje om Onsdagen. Dog måtte vi da igen gå igennem sti og vejløst landskab, men denne gang kunne vi gå langs bredden af en række søer og dermed slippe for skovens lunefulde tærren. Vejen langs søerne var dog på ingen måde nogen dans på roser da vi flere steder måtte gå i vand eller mudder til godt op over anklerne.

Vi valgte at ta et kort stop og bare ligge os til at sove hvor vi var uden at slå lejr, dermed kunne vi stå opp sent på natten og fortsætte turen ned til Evje. Grunden til at vi valgte at gå sent på natten og tidligt på morgenen er den at vi skulle igennem et sumpområde med et stort virvar af små kanaler og søer som rummer en ganske stor bestand af bæver. Disse dyr er mest aktive aften, nat og tidlig morgen, så håpet var at få et glimt af en af disse. Samtidig havde vi fået nys om at det skulle blive regnvejr hele dagen, og vi valgte derfor at undgå besværet med at pakke lejr i regnvejr ved simpelthen ikke at slå lejr og hellere bare sove der vi stod og gå før regnen satte ind for fuldt.



Hvile på vejen langs elven Otra

 Bæveren undgik os imiddelertidig i denne omgang, men vi fik dog høre nogen store plask i fra bævere som var i fuld gang med sit tømmerhugger arbejde længere inde i sumpen.

Vi ankom Evje midt på onsdagen efter en flot tur langs elven Otra, dog er jeg sikker på at udsigten her havde været helt fantastisk om det ikke havde været for regntunge skyer som skjulte de bratte bjergsider i en mystisk tåge.



Sol på mit ansigt, ild i piben, hunden liger og fiser i lyngen
bag mig. Livet er herlig!



Vi skal nu fylde på med forsyninger her i Evje før turen går videre nordover mod Dalen som er næste checkpunkt på turen. Ud fra min logbog har vi så langt tilbagelagt ca 120 km siden start. Ikke meget, men nu er vi jo også lige begyndt.

Som en bemærkning må jeg bare nævne at min gode turkammerat Bobo virkelig imponerer. Han arbejder dagen lang men kløven på ryggen uden at klage og hans humør er bare top. En virkelig god motivator når ejeren langsomt slider sig over de sidste bakker. Han går da oftest 10 meter længere fremme for så at stoppe og se tilbage på mig, som om han siger ”kom så gammelfar” Når jeg så kommer frem til ham tager han 10 meter til og gør samme manøvre igen.

Det er klart at man gør sig sine tanker når man godt kørt slider sig over endnu et bakkedrag eller ligger træt i teltet om aftenen. Det er da at det virkelig går op for en hvor lang en tur det er vi skal ud på, og hvor mange udfordringer dette vil byde os. Men samtidig kan man ikke dvæle for meget ved fremtiden, og hellere bare fokusere på næste dag og næste bakketop eller sø i det fjerne.

Når alt kommer til alt er det en god grundfølelse som spreder sig i ens sind på en sådan tur. Som om at noget er helt rigtigt og at man endelig gør hvad man var skapt til. Det at befinde sig i, og bevæge sig i en så storslået natur som vi har her i Norge er noget helt særligt og selvom jeg ikke går rundt og smiler hele dagen, så er det med stor tilfredshed at jeg lukker øjnene hver aften. Hvem gider forørigt at smile hele tiden?

Dette bringer mig til slut hen på et citat som jeg læste i en bog af den Norske forfatter og eventyrer Helge Ingstad her den anden aften. Noget som virkelig træffer på den livsnerve som enhver eventyrer har.

”Gud ved hvorfor jeg skal flygte, når jeg har alt. Og når jeg ved at denne længsel altid kommer til at jage mig. Men der er ingen som kan hjælpe mig, jeg har uroen i blodet, og jeg må videre, så det må gå sin gang.”

Med dette pragtfulde citat vil jeg afslutte denne første rejselog, på gensyn når jeg igen kommer en tur indenom samfundet.

Waaaouuuuuu!