Norge på Langs: På tur gennem setesdalheiene

På tur over byglandsfjorden

Så kom vi til Dalen, stop 2 på turen, men det holdt hårdt, udover at jeg vidste at etappen ville bliv lang, så havde jeg dog ikke regnet med at den skulle blive så langstrakt som det den blev, hele 11 døgn brugte vi, og det skal siges at dagens bad (det første på 11 døgn) gjorde godt. Vi havde lagt op til 2 dage med Kano modstrøms i byglandsfjorden, for derefter t tage os frem til fods over setedalsheiene som er et ganske stort og relativt øde område i det sydvestlige Telemark. Da de få veje som gik ind igennem tærrenet endte blindt og alle gik øst-vest var der ikke megen hjelp der.

Dagens første mindstemåler, men godt smakte den!

Derfor blev det til 90 km igennem vej og stiløst landskab som vekslede imellem sump og fjelltoppe.
Selve kanoturen fra Evje til Åraksbø byglandsfjorden var en flot oplevelse, med mange fisk og en fin afveksling fra at gå, grunden til at vi valgte kano var at eneste farbare vej nordover går langs med fjorden og hedder A9, hvilket betyder at det er en hovedfærdselsåre og dermed ikke fin at gå på med hund. Dog lod bobo ikke til at nyde kanoturen så meget som mig, men når bølgerne blev for høje og sendte skvulp indover kanten på kanoen, lagde han sig ned og lod sikkert som om at han var et andet sted.

Vi brugte godt 2 døgn fra Evje i syd til Åraksbø i nord, hvor kanoen blev lagt på land og fødderne igen måtte på hårdt arbejde. Herfra gik vi ind til den sydlige del af setesdalheiene og slog lejr for natten hvor vejen sluttede.

Ingen sag at sove lidt længe når man vågner på sin
egen Ø med denne udsigt

Søndag morgen begyndte turens første strabadser, en ting er at tage sig frem i landet med kort og kompas, da er det utrolig let at sidde hjemme i varmen og slå streger på kortet, noget andet er når enkelte af de dalstrøg som måtte passeres primært bestod av sump og dermed bød på vadning til knæhøjde. Dette skyldes naturligvis at det fortsat er tidligt på året, og der fortsat står meget smeltevand igen i højden.

Når landskabet tillod det gik vi op på fjellrygge hvor det var tørt og godt at gå, men dette krævede naturligvis at man brugte den tid der skulle til for at klatre derop. Hele ugen befandt vi os i mellem 850 og 1100 meters højde, og det var klart at foråret langt fra var kommet så langt i højden. Mange steder måtte vi passere bælter med sne, og dagstemperaturen var da heller ikke mer end et par grader.
Nedbøren i denne højde på denne årstid var en kedelig blanding af sne, slud og hagl. Den ene hviledag vi tog deroppe var det rent held, da dagen vi hadve lagt os i en nødhytte bød på sne og tåge. Når sigten ikke er mere end 5-10 meter og sneen flader vandret pga vind, da er det bare dumdristigt at begive sig ud på tur hvor man går langs fjellryggen (toppen af fjellet) hvor det ofte er lodrette fald ned som det kan være vanskeligt at se, også selv om man har dem på kortet.

Bobofossen /Bobo falls

Her har hr bæver haft tralvt, ofter kom vi over bæverspor.

Her skulle der egentlig være en stor sø
men et slipsedyr i Oslo har solgt vandet som strøm.

Ofte var dagene tunge på grund af det fugtige føre, og man skulle ikke regne med at komme mere end 8-10 km på en hel dag da kortet konstant måtte konsulteres for at finde bedste rute og ikke gå sig fast. Nogen steder var det åpen sump, andre steder kunne man have brugt en machete for at hugge sig igennem et tæt krat av småvokst birk. Men Vi var dog også heldige en gang imellem og fandt et dyrespor (sti i skoven lavet af dyr) som vi kunne følge en stund.

Udover at dagene kunne være ekstremt tunge og lange både fysisk og mentalt, så fik vi da også betalt for arbejdet ved at finde steder som kun er forundt de som gider at gå flere dage for at se. Blandt andet kom vi over en foss (vandfald) som ikke var mærket af på kortet som vandfald, men bare som et gennemløb mellem to søer. Stedet blev omgående døbt ”Bobofossen” og dette blev fejret behørigt med congac og hundekiks.

Værre var det da vi senere indså at vi måtte krydse fossen, hvilket blev en ganske kold oplevelse i og med at strædet var godt 25 meter bredt med vanddybde til godt over brystet og bestod af strømmende smeltevand som ikke just er kendt for sin behagelige temperatur.

Snevejr i højden..

Vi fandt et egnet sted et stykke oppe fra fossen, her var strømmen jevn og et sving i landskabet gav ekstra sikkerthed for at komme i land, således stod vi ud, jeg i adamsdragt med rygsekken surret ind i regnfrakken i den ene hånd og Bobo i den anden hånd.

En mus i farten, denne fik bobo dog gjort til kviklunsj
kort efter billedet blev taget.

Vi kom dog over med alle ting mer eller mindre tørre og kom hurtigt i tøjet og fik varmen i kroppen igen.

Efter 8 døgn i et tærren som kunne få selv Ole Henriksen til at blive negativt ladet, var det med glæde at vi kom os ud af den sidste dal og kunne se ned på vejen som skulle lede os de sidste 30 km ind til Dalen hvor jeg sidder nu.

Efter så mange døgn uden at se et mennekse, og uden dagligdagens luksus sætter det en ind i et helt andet stadie. Tiden blive en anden, og selv enkle ting kan udløse stor glæde. Jeg tror det er sundt for os alle at komme ud på en sådan tur for derved at sætte pris på hvor godt og mageligt vi egentlig har det i hverdagens tommerum. Bare smagen af COOPs den billige biksemad er guddommelig efter en uge med sumpvand som drikke, og middagen bestående af ris med birkeblade og skamstegt ørred.

Kortet studeres i lysets skær på nutevasskoia.

Jeg tror at selv Bobo sætter pris på det kødben der nu venter ham efter flere dage med en diet af ris, fisk og frikfanget lemmen (lemmen er en mus/hamsterligenende gnaver der lever i fjellet). Faktisk viste Bobo store evner som lemmen og musefanger på turen. Ofte snappede han med sig en lemmen i farten. Dog hendte det at de stakkels mellemmåltider værgede for sig, hvilket bobos tunge vidner om.
Når det gælder det at være på tur så længe med en hund som eneste selskab, så gør det noget med ens offattelse af dyr. Bobo er ikke længere bare en hjælper for mig, men min bedste ven og støtte på turen, vi kender efterhånden hinanden ud og ind. Jeg ser let på ham hvis han ikke har dagen, og jeg indbilder mig at han også mærker det når jeg har mine dage hvor skyerne hænger lavt.

På tur langs fjellryggen

Nu sidder vi så her i Dalen, og har på turen ned fra fjellet givet fra os 1000 højdemeter som vi ellers har svedt meget for at hente ind siden starten ved Lindesnes. Vejen ned til dalen går ganske brat og i en række hårnåle sving, som udover at åbne op for en fantastisk udsigt over vandet Bandak, også gav os en overgang fra tidligt forår, til sommer på bare en lille time. Kølig vind og hagl er nu afløst af temperaturen på den gode side af 10 grader, grønt græs og mild sommerregn. Men det skal ikke vare længe da vi skal tilbage til højden og hardangervidda hvor vintern først nu er begyndt at slippe sit greb om landet. Dog må vi først få ordnet et par ting. Bobo har en gammel skade i den ene ben som nu og da bryder op og gør ham halt. Samtidig har jeg et knæ som ikke altid er helt smertefrit. Bobo og jeg har valgt at kalde det for Gammel fed taber knæ syndrom.

Dette må vi får ordnet op i før vi kan fortsætte, så derfor må vi opsøge en lokal kvaksalver som kan stikke nogen nåle i os eller et eller andet.

Samtidig ber vi vejrguderne og sommervejr da dagene siden vi startet primært har bestået af enten regn hele dagen eller byger på de gode dage. Lidt sol skulle gøre godt!

Next stop. Geilo.

Flere billdeder herunder.